Back to lorem ipsum

november 27, 2023

At rejse er at leve: Derfor er rejser meget mere end blot en tur

Det er oplevelser, ikke ting, der skaber glæde i mange år, og her stiger rejser helt til tops. Tripadvisor ser nærmere på, hvad det er, der gør rejser så betydningsfulde, og hvad der definerer særligt berigende rejser.

Vigtige resultater

Vi er midt i et kulturelt paradigmeskifte fra materielle ejendele til berigende oplevelser. To tredjedele af de adspurgte rejsende udtaler, at de nu i højere grad end tidligere værdsætter oplevelser frem for ting. Næsten tre fjerdedele betragter rejser som en prioritet, og 95 % af de adspurgte er villige til at reducere deres forbrug i andre kategorier for at spare op til deres næste ferie

Oplevelser, især rejser, betyder mere, fordi de har blivende værdi. Ni ud af ti adspurgte udtalte, at deres berigende rejse gav dem varige minder, og næsten syv ud af ti oplevede personlig udvikling. 

Alle elementer i den oplevelsesrige rejse – overnatning, spisning og aktiviteter på rejsemålet – vægtes højt, men aktiviteterne ligger i teten. Næsten halvdelen af de adspurgte rangerer aktiviteter som den afgørende faktor for mindeværdige rejser.

Det er ikke vores ejendele, men vores oplevelser, der betyder noget. Materielle ting kan vække glæde – men øjeblikket forsvinder hurtigt, og der går ikke lang tid, før tankerne om det næste store tager over. Med pandemien i bakspejlet har mange nu ændret holdning og samler hellere på minder end ting.  I Tripadvisors seneste undersøgelse med 5.618 adspurgte rejsende fra syv vigtige markeder udtaler to ud af tre, at de nu i højere grad end før værdsætter oplevelser frem for ting. Forbrugsvaner underbygger denne tendens yderligere – i gennemsnit afsætter spørgeundersøgelsens adspurgte mere end halvdelen (54 %) af deres disponible indtægter til oplevelser, og 34 % bruger nu mere på oplevelser end ting i forhold til tidligere adfærdsmønstre.

At rejse er den ultimative oplevelse. Som en rejsende på Tripadvisor udtrykte det: “Jeg kan ikke komme i tanke om en vare, som er samme sum penge værd, der ville kunne give mig den samme grad af tilfredshed, [som en rejseoplevelse kan].” 

Som en virksomhed bestående af ivrige rejsende forstår Tripadvisor godt, hvorfor folk i stigende grad prioriterer oplevelser – især rejseoplevelser. Uanset om det drejer sig om at for første gang lade blikket glide over ikoniske monumenter som Colosseum eller Eiffeltårnet (der konsekvent er de mest populære aktiviteter på Tripadvisor), at fryde smagsløgene med nye lokale smagsoplevelser eller at åbne døren til et ulasteligt hotelværelse, så er rejser en samling af øjeblikke, som den rejsende har med sig livet igennem.

Berigende rejser forandrer rejsendes liv

I helt grove træk tilbyder rejseoplevelsen et afbræk fra hverdagen. På spørgsmålet om de største fordele ved at rejse svarede næsten halvdelen, at rejser er en vigtig måde at koble af fra hverdagen på (47 %) samt en måde at slappe af på og få ny energi (46 %). Selvom det kan virke lidt for simpelt for en oplevelse med så høj en grad af blivende værdi, så definerer 61 % af de adspurgte en tilfredsstillende rejse som et afbræk fra hverdagen, der giver ny energi.
Hvis du spørger nærmere ind til dette, fremgår det, at det berigende ved rejser skyldes afgørende øjeblikke, der bliver til minder for livet.

Rejsendes betragtninger over deres seneste berigende rejse

91 %

udtalte, at den gav dem varige minder

86 %

udtalte, at den fremkaldte intense følelser, såsom spænding, dyb respekt og glæde

80 %

havde hidtil ukendte eller overraskende oplevelser

Ud over minderne formår rejser at give nye perspektiver på tilværelsen. Rejser flytter grænser og åbner døre til nye måder at tænke på. Det varige indtryk på de rejsende personligt er ikke til at komme udenom – næsten syv ud af ti (69 %) adspurgte oplevede personlig udvikling på deres seneste berigende rejse. Elementet personlig udvikling er en vigtig bestanddel af rejser i særklasse – 31 % udtalte, at deres seneste rejse var særligt tilfredsstillende, eftersom den gav anledning til udvikling og selvopdagelse.

Oplevede personlig udvikling på rejsen, efter generation, 2023

Kilde: Tripadvisor’s The Experience of Travel, N=5,618; Australien, Frankrig, Indien, Japan, Spanien, Storbritannien, USA – november 2023

Aktiviteter spiller en afgørende rolle for rejser i særklasse

Aktiviteter på rejsemålet (ture, aktiviteter, seværdigheder, begivenheder) har en helt grundlæggende indflydelse på valg, der træffes i forbindelse med rejsen, og afgør således, hvor turen overhovedet går hen. Når man ser bort fra de økonomiske overvejelser, har aktiviteter størst indflydelse på valg af rejsemål.

Overordnet set bliver en rejse berigende og mindeværdig, fordi den er summen af alle dens dele – hvert aspekt af rejsen er betydningsfuldt.

Vurdering af hvert aspekt af rejsen i forhold til dets bidrag til en berigende rejseoplevelse:

79 %

synes, at indlogeringen er meget eller ekstremt vigtig

71 %

mener, at maden er meget eller ekstremt vigtig

69 %

mener, at aktiviteter er meget eller ekstremt vigtige

Men når de rejsende bliver bedt om at identificere, hvilken enkelt del der har størst indflydelse, så løber aktiviteter på rejsemålet med sejren. Næsten halvdelen (46 %) anså aktiviteter som den vigtigste komponent i forhold til at gøre en rejse mindeværdig. Ofte opstår afgørende rejseøjeblikke i forbindelse med en aktivitet på et rejsemål: Næsten ni ud af ti (87 %) oplevede nogle af de mest mindeværdige øjeblikke, mens de deltog i en aktivitet på deres seneste rejse. 

Selv når topprioriteten med rejsen var afslapning, deltog næsten alle adspurgte rejsende (95 %) i mindst én aktivitet på rejsemålet. Det er løst og bredt defineret, hvad der regnes som aktiviteter, men de aktiviteter, der tiltrækker den brede befolkning, er stadig de mest efterspurgte på disse rejser i særklasse. Naturseværdigheder var den mest populære aktivitetstype på de seneste berigende rejser: 45 % af de adspurgte rejsende besøgte en naturseværdighed, såsom en nationalpark eller botanisk have, og 42 % besøgte et kulturelt vartegn eller monument.

De mest populære rejseaktiviteter, 2023

Kilde: Tripadvisor’s The Experience of Travel, N=5,618; Australien, Frankrig, Indien, Japan, Spanien, Storbritannien, USA – november 2023

Berigende ture bygger på andres erfaringer

Det står klart, at rejser er et betydningsfuldt køb – et køb, som mange ting står og falder med – hvilket gør det til en investering, hvor meget står på spil.  Selvom tankegangen “oplevelser frem for ting” har vundet bredt indpas, så er det ikke helt så ligetil at købe oplevelser, som det er at købe ting. I modsætning til håndgribelige køb kræver rejsevalg, at man overgiver sig til en oplevelse uden at kunne undersøge den i forvejen på egen hånd, hvilket øger risikoen for skuffelser i sidste ende. Tillid og rigelig due diligence får endnu større betydning, når der skal træffes beslutninger.

Websites med anmeldelser fra rejsende er den bedste kilde til vejledning, når det gælder om at sætte rejsende i stand til at træffe kompetente beslutninger, der resulterer i vellykkede rejser. Sådanne websites overgås kun af generelle søgemaskiner.  Fra overnatning til aktiviteter – anmeldelser er drivkraften bag opdagelser og valg.  På deres seneste berigende rejse overvejede de rejsende frem for alt lokalitet og pris i forbindelse med valg af overnatning – i overensstemmelse med Tripadvisors tidligere undersøgelser af generel rejseadfærd. Men når de grundlæggende ting var på plads, var rejseanmeldelser tungen på vægtskålen.  Positive anmeldelser var en af de vigtigste faktorer for næsten hver fjerde rejsende, når de skulle vælge overnatningssted. Hvad angår aktiviteter, valgte mere end hver tredje (37 %) deres tur, aktivitet eller seværdighed, fordi den var blevet positivt anmeldt af andre rejsende, og 26 % blev for første gang gjort opmærksom på deres aktivitet på et website med rejseanmeldelser.

De mest populære rejsevejledningsressourcer, 2023

Kilde: Tripadvisor’s The Experience of Travel, N=5,618; Australien, Frankrig, Indien, Japan, Spanien, Storbritannien, USA – november 2023

Rejser er ikke til forhandling

Med så betydeligt et investeringsafkast anser næsten tre fjerdedele af de adspurgte, at rejser er en prioritet. Positive rejseoplevelser fører til holdningsændringer: Rejsende, der for nylig har været på en berigende rejse, prioriterer rejser højere i det kommende år end dem, der ikke har været det (78 % vs. 55 %).

Selv på baggrund af nutidens usikre makroøkonomiske landskab er en ekstraordinær andel på 95 % af de adspurgte villige til at reducere deres forbrug i andre kategorier for at spare op til deres næste ferie. Rejser er en overlegen type af oplevelse, eftersom de adspurgte i høj grad er villige til at skære ned på udgifter til andre oplevelser, såsom restaurantbesøg (44 %) eller underholdning og arrangementer (33 %), til fordel for rejser. Rejsende er også mere tilbøjelige til at skære ned på bekvemmeligheder, såsom madudbringning (42 %) og taxature (33 %), eller materielle goder, såsom tøj (36 %) og teknologisk udstyr (32 %), end fritidsaktiviteter og oplevelser (25 %).

Tripadvisors syn på sagen?  Værdsættelsen af “oplevelser frem for ting” er mere end blot en flygtig tendens: Ligesom det at rejse i sig selv har blivende værdi, er også denne holdningsændring kommet for at blive.

Nedskæringer i forbrug med henblik på opsparing til rejser, 2023

Kilde: Tripadvisor’s The Experience of Travel, N=5,618; Australien, Frankrig, Indien, Japan, Spanien, Storbritannien, USA – november 2023

Du finder de samlede forskningsresultater i Tripadvisors kommende rapport The Experience of Travel, der offentliggøres i januar 2024. Yderligere brancheindblik fra Tripadvisors interne forskning kan findes på Tripadvisor for Business.

Kilde: Tripadvisor’s The Experience of Travel-undersøgelse, november 2023

Oplysninger, idéer og inspiration – leveret til din indbakke